Hvad er HTML?

HTML er det sprog, hjemmesider er skrevet i. Det er internettets mursten.

Enhver hjemmeside, du ser, er bygget op af HTML-kode. Derfor er det også ekstremt nyttigt at kunne læse og skrive HTML.

HTML-kode er det, der gør forskellen på typer af overskrifter, om teksten er rød, sort eller i fed og meget andet.

Sådan virker HTML

Når du besøger hjemmesider, sker det i en web browser. Det kan være Chrome, Safari, Internet Explorer, Firefox eller andre.

Din web browser læser HTML-koden fra en hjemmeside og bruger koden som instruktion til, hvordan den skal vise hjemmesiden.

Her er HTML-koden for at skrive “eksempel” med fed skrift:

<strong>eksempel</strong>

Resultatet bliver:

eksempel

Her er HTML-koden for at skrive “eksempel” med kursiv:

<em>eksempel</em>

Resultatet bliver:
eksempel

Der er med andre ord en skjult kode, HTML-koden, som afgør, hvordan resultatet fremstår for dig som bruger. HTML-koden er en instruktion til din webbrowser, som fortæller den, hvad den skal gøre.

Sådan ser HTML ud

En hjemmeside består af mange små dele. Man kalder dem HTML-elementer.

Et HTML-element kan fx være:

Et afsnit:

<p>Eksempel</p>

En overskrift:

<h1>Overskrift</h1>

Fed tekst:

<strong>Skrevet med fed</strong>

Kan du se, hvad alle HTML-elementerne har til fælles?

De består af tre dele:

  • Begyndelsen kalder man åbnings-tagget.
    Det består af et <, typen af tagget og til slut >.
    Fx. <p>.
  • Indholdet. Det, der står efter åbnings-tagget men før luknings-tagget.
  • Slutningen kalder man luknings-tagget.
    Det består af et <, /, typen af tagget og til slut >.
    Fx. </p>. Luknings-tagget er altså det samme som åbnings-tagget, bare med en / i.

Der findes også en anden type tags, nemlig selvlukkende tags. Det er fx:

Linjeskift:

<br />

Billede:

<img />

Vandret streg:

<hr />

De selvlukkende tags bliver brugt, hvor det ikke giver mening, at der skal stå noget mellem et åbnings- og et luknings-tag.

Et selvlukkende tag består af et <, typen af tagget, mellemrum, / og til slut >.

Fx. <br />

Øvelse: Dit første HTML-dokument

Lav dit første HTML-dokument på fem minutter! Du skal kun bruge et simpelt tekstværktøj og en browser.

  1. Åbn Notesblok
  2. Skriv eller indsæt følgende HTML-kode:
    <html>
      <head>
        <title>Mit HTML-dokument</title>
      </head>
      <body>
        <h1>Min overskrift</h1>
        <p>Mit første afsnit tekst.</p>
      </body>
    </html>
  3. Vælg “Gem som” og vælg “Alle filer” i boksen nederst.
  4. Gem dokumentet på skrivebordet som “hjemmeside.html”.
    Vær opmærksom på, at den sidste del af filnavnet skal være “.html”, ikke “.txt”.
  5. Dobbeltklik på dokumentet, og se det åbne i din webbrowser.

Tillykke, du har lavet dit første HTML-dokument!

Tag testen!

Posted in Ikke kategoriseret and tagged .

One Comment

  1. Pingback: Værktøjer til HTML | HTML-skolen

Comments are closed.